Alt for mange udsatte unge mennesker falder igennem systemet. Det er ikke fordi de mangler evner – men fordi systemet mangler nogle rammer, der rummer dem.
Hos Samala har vi udviklet en metode, der favner disse unge mennesker. Metoden giver dem mulighed for at finde deres egen vej. Når den relationelle pædagogik kombineres med mentalisering og en tydelig struktur, kan selv små skridt åbne store døre.
Historien om Lucas – fra tvivl til HF-eksamen
Et godt eksempel på dette er historien om Lucas. Han gik fra at tvivle på, om han kunne gennemføre en uddannelse. Nu, to år efter, har han bestået HF-eksamen. Lucas er diagnosticeret med ADHD og autisme. Han har tidligere kæmpet med skoletræthed, lavt selvværd og vanskeligheder med at navigere i sociale og faglige krav. Mange unge, som Lucas, med en lignende profil oplever at blive misforstået eller stå uden reel støtte. Støtte, der tager udgangspunkt i netop deres behov.

I februar 2023 flytter han ind på Samala Kollegiet i Kalundborg. Samala Kollegiet er et bosted for unge på autismespekteret, eller med forskellige former for personlighedsforstyrrelser. Det kan også være unge, som har brug for støtte i overgangen fra ungdomsliv til voksenlivet. På Samala Kollegiet får han tilknyttet en støtte- og kontaktperson, Jesper.
I arbejdet med Lucas fokuserede vi på små, men kontinuerlige succesoplevelser. Det handler om at bygge et fundament af selvværd, så han kan håndtere egne reaktioner, tanker og følelser. Derigennem fik han øje på og anerkendte sine egne styrker.
Jesper Rasmussen, Lucas’ støttekontaktperson
Unge reagerer ikke uden grund
Unge med diagnoser som ADHD og autisme møder ofte misforståelser i deres hverdag. Deres behov bliver læst som modstand og deres adfærd som udfordrende. Men i virkeligheden er det ofte et udtryk for mistrivsel i en hverdag, der ikke tager højde for deres forudsætninger.
Det kan – og bør – være anderledes. Hos Samala ved vi, at de rette indsatser og relationelle greb kan give de unge mennesker den støtte, de har behov for. Så finder de selv deres vej til at lykkes.
Lucas bestod sin HF-eksamen – ikke fordi han blev “fikset”, men fordi omgivelserne blev tilpasset, så han kunne lykkes. Alt for ofte bliver støtteindsatser fragmenterede, kortsigtede og præget af skiftende kontaktpersoner. Unge som Lucas har brug for en langsigtet og stabil relationel støtte, og nogle specialiserede pædagogiske metoder og tydelige strukturer, der giver plads til fleksibilitet.
Fremskridt er ikke altid lineære. Men det betyder ikke, at de ikke er der. Vores vedholdenhed og ro er ofte det, der gør forskellen.
Jesper Rasmussen, Lucas’ støttekontaktperson
Forudsigelige rammer og fleksibilitet i hverdagen
På Samala Kollegiet blev der arbejdet med mentaliseringsbaseret tilgang og metoden LA2. Begge er velafprøvede i arbejdet med unge i udsatte positioner. I praksis betød det, at Lucas fik støtte til at forstå egne og andres reaktioner. Det gav ham muligheden for at håndtere konflikter og sociale udfordringer i trygge rammer.
Den pædagogiske tilgang er altid individuelt tilrettelagt – men strategisk og systemunderstøttet.
Tillidsbaseret ledelse og metodefrihed
Ifølge afdelingsleder Maria Gericke hos Samala Kollegier lykkes de med Samala-metoden, fordi medarbejderne har faglig metodefrihed – inden for klare rammer
Som leder er det min opgave at skabe en kultur, hvor frihed under ansvar er retningsgivende. Det betyder, at medarbejderne har rum til at vælge metoder og tilgange, der passer til den enkelte unge – så længe de bygger på Samalas fælles faglige fundament.
Maria Gericke, afdelingsleder, Samala
Hos Samala arbejder vi konsekvent med plan A, B og C, så medarbejdere og unge er forberedte på det uforudsigelige. Det skaber tryghed – og kvalitet i indsatsen.
Lucas’ historie er ikke et særtilfælde. Den viser, hvad der er muligt, når vi kombinerer:
- Faglig refleksion
- Supervision
- Metodefrihed med tydelige mål og værdier
Når vi anerkender, at relationelt arbejde kræver tid, tålmodighed og tillid – også fra ledelsen. Når vi ydermere sørger for, at LA2 og mentalisering ikke bare er ord, men en praksis, der gennemsyrer hele organisationen.
Samala-modellen skaber resultater
Samala har gennem mange års målrettet indsats, udviklet en model, der skaber både menneskelige og samfundsøkonomiske gevinster.
Samalas virke handler om, at hjælpe mennesker til at mestre mest muligt selv. Det vil sige, at vi støtter dem i at opnå højest mulig følelse af autonomi, hvilket kræver en høj grad af kompetence – så man kan administrere sin autonomi, og så arbejder vi for, at de får en høj grad af samhørighed så de opnår venskaber der rækker ud over deres tid hos Samala.
Morten Dam, Adm. direktør, Samala
Sammen løfter vi mere
Kommuner og politikere spiller en nøglerolle i at skabe rammerne. Når flere unge skal løftes ud af mistrivsel, det kræver:
• investering i helhedsorienterede og gennemprøvede løsninger
• at fagprofessionelle får plads til metodefrihed og relationel praksis
• stærke og langtidsholdbare samarbejder mellem kommune og aktører som Samala
Vi ser det som vores opgave at understøtte kommunernes arbejde med deres forsyningsforpligtelse – og gøre det på en måde, der sætter mennesket i centrum og bygger på ordentlighed.
Morten Dam, Adm. direktør, Samala
Det virker, når vi gør det rigtige
Lucas er ikke bare en ung mand med en hue. Han er beviset på, at rigtige metoder, rigtige mennesker og rigtige rammer kan ændre livsbetingelser. Ikke med magi – men med målrettethed og vedholdenhed.
Når vi investerer tid, faglighed og tro på potentiale i udsatte unge, får vi ikke bare flere eksamensbeviser – vi får stærkere mennesker, sundere fællesskaber og et mere inkluderende samfund.
